Jeg er rasende!

I dag var faktisk første dag hvor jeg har følt mig sådan nogenlunde oven på. Der har den seneste tid været rigtig mange ting som i sidste ende har stresset mig utrolig meget og selvom det desværre ikke er slut endnu, så kunne jeg faktisk slappe af i dag. 

I tirsdags var jeg ved lægen for at få lavet en henvisning til psykiatrien med henblik på opstart at medicin. 

Det er blevet anbefalet både af den psykiater samt den psykolog (med psykiater overbyggelse) for at jeg forhåbentligt kan få styr på mit hoved og dermed liv. 

Der hersker ingen tvivl om at jeg skal på medicin, heller ikke fra min læges synspunkt, den rigtige medicin skal bare findes og så er det ellers bare igang!

Men men men.

Jeg har allerede i dag fået svar, ganske vist længere end det jeg vil dele, da essensen af hele brevet står i denne sætning:


Jeg er simpelthen ikke ‘syg’ nok til at få hjælp.

Og her er det store spørgsmål så: 

Hvor syg skal man være?

Altså jeg har svært ved at få en dag til at fungere og havde det ikke været for mine forældre, tør jeg ærligt ikke tænke på hvor jeg havde være i dag, eller om jeg havde været her.

Hvad skal vi med psykiatrien?

Altså ret mig hvis jeg tager fejl, men er de der ikke for at hjælpe dem som har det svært? – Jeg har det svært, men jeg ved også at der er mange andre som faktisk har det værre. 

At folk bliver sendt hjem dagen efter et selvmordsforsøg, for så at sejle i deres egen sø. 

Er det regeringen der har fucket et eller andet op, så de svage i samfundet bliver glemt? Er der for få ressourcer og hænder? 

Hvad er det der er gået galt? 

Når man med god samvittighed kan vælge at lade være med at hjælpe borgerne i det samfund man er i? 

Jeg kæmper og kæmper og ved egen stædighed har jeg endelig fået et svar på hvad der er galt med mig – men det svar har bare intet ændret, for jeg sidder i bund og grund det samme sted som jeg gjorde for 10 år siden da jeg startede denne ‘rejse’. 

Kan det virkelig være rigtigt? At jeg som almindelig borger er nødt til at gøre de ‘professionelles’ arbejde? 

Ganske vist har jeg været ualmindelig heldig med de sagsbehandlere jeg har haft! De har alle 3 både set og hørt mig og villet mig det bedste for at jeg kan komme videre. 

Det virker dog så nyttesløst når der så sidder fagpersoner som gang på gang skal spænde ben for den udvikling jeg kæmper for. 

_____________________________________________

Sagen kort:

Jeg blev første gang henvist til psykiatrien for at blive udredt, men de ville ikke se mig da jeg ikke havde været i medicinsk behandling for min depression. 

Heldigt for mig, valgte min læge at gå en anden vej og henviste mig til en privat psykiater, som efter en del spørgeskemaer, test og samtaler med både min mor og jeg, konkluderede at jeg havde GUA (gennemgribende udviklingsforstyrrelse, andet – altså en autisme spektrumforstyrrelse) samt ADD (Attention Deficit Disorder, dvs. forstyrrelse af opmærksomheden, hvor H’et for hyperaktivitet er udeladt).

Herefter bliver jeg sendt tilbage til psykiatrien til behandling. Her er man ikke helt enig i GUA diagnosen og derfor bliver jeg sendt i dagbehandling til observation for at finde ud af om det ikke nærmere er personlighedsforstyrrelserne ængstelig og dependent:


(Du kan læse mere om personlighedsforstyrrelserne her)

Efter at have været der i en god rum tid, bliver presset af at skulle sidde i 4 stive timer og kigge på de andre, blev jeg afsluttet med diagnosen GUA, som man var enig i. 

Det ‘sjove’ er så, at der var fra psykiateren og til dagbehandlingen INGEN fokus på min ADD, den forsvandt, som om den aldrig havde eksisteret.

Men jeg blev afsluttet og så måtte jeg passe mig selv med min nye diagnose. 

Min sagsbehandler vil gerne kunne hjælpe mig bedst muligt så hun får lavet en tid hos en psykolog med en psykiater overbygning, det vil sige at hun fungerer som psykolog men har uddannelse, kompetence og viden til at kunne stille diagnoser. 

Efter intens udredning med opgaver, tests, samtaler og et utal af spørgsmål om ALT fra før jeg blev født og til i dag samt samtaler med min mor, konkluderede hun også at der var tale om GUA og ADD og at jeg med medicin ville kunne få et nogenlunde ‘normalt’ liv inden for mine rammer. Så hun henviser mig selvfølgelig til min egen læge for at få lavet en henvisning til psykiatrien. 

Nu sidder jeg så her og tænker, hvem fanden er det at jeg skal slå ihjel for at få den hjælp jeg har brug for? 

(For at der ikke skal opstå nogen misforståelser, så nej jeg er ikke til fare for andre og nej jeg har ikke fantasier om at dræbe nogen). 

Men jeg er frustreret og føler mig så magtesløs fordi jeg ikke engang kan få lov til at være herre over mit eget liv. 

Hjælp!

   

xoxo Sennie

2 comments

  1. Tina Sørensen says:

    Jeg føler med dig. Og forstår din frustration. Er selv sygemeldt med stress for anden gang på et år og kan snart “fejre” et-års sygemelding. Systemet er tungt at danse med og jeg håber for dig, at du får kæmpet dig til den hjælp du har brug for.

    • Sennie says:

      Det er jeg godt nok ked af at høre /;
      Desværre ja, men håber da også at der snart er fremgang for dig <3
      Og tusinde tak, det håber jeg også, heldigvis har jeg en god sagsbehandler så jeg krydser fingre. c:

Skriv et svar