Jeg forsvandt igen.. 

Jeg deler personlige oplysninger som måske kan virke stødende, så det er på eget ansvar! 

Det sneer, er voldsomt koldt og jeg har egentligt bare lyst til at gå i hi. 

Lige i tiden flyder dagene sammen, da min mave er uregerlig. 

Jeg har siden min sidste blogpost været til endnu en kikkertundersøgelse og det var egentligt meningen at jeg ville holde mig selv fast i at prøve at være aktuel i de ting der sker omkring mig (når der endelig sker noget), men det hele blev sgu lige lidt for overvældende.. 

Så hvad skete der?

Jeg var til samtale ved lægen på mave-tarm afdelingen fredag den 19. januar og han mente bestemt at vi lige skulle lave en lille kikkertundersøgelse af den nederste del af tarmen, da jeg stadig har problemer med blod. Han ville være sikker på at jeg ikke havde en rift.

Den undersøgelse skal allerede foregå mandag den 22. januar. 

Lad mig sige det sådan her, jeg var pisse hamrende nervøs! Specielt da den sidste kikkertundersøgelse gik helt af helveds til, men selvfølgelig prøver jeg at tage det i stiv arm, for lægen havde sagt at jeg ikke skulle igennem endnu en udrensning, (hvilket jeg jublede over)! 

Nej jeg skulle bare møde op og så ville de give mig .. et eller andet? for lige at tage det værste. 

Vi tager hjem, (min mor og jeg. Er nødt til at have hende med for at have et ekstra sæt øre og for at være sikker på at alt er som det skal være) og så tænker jeg sådan set ikke mere over det, før mandag morgen. 

Jeg kommer for sent op og har egentligt pisse travlt da jeg alligevel begynder at undrer mig, for da jeg læser min indkaldelse igen, kan jeg se at jeg skulle have en udrensning – men det var ikke det lægen sagde? 

Så jeg begynder at panikke lidt.. okay ret meget faktisk og får ringet op på afdelingen og hun kan så bekræfte at jeg skulle have haft udrensningen men at jeg så må komme en time før for at få det halløj som jeg jo regnede med (det var så åbenbart ikke meningen). 

Nu begynder stressen for alvor, jeg skal afsted mere eller mindre med det samme og jeg er hverken helt eller halvt færdig, derudover arbejder jeg enormt dårligt under sådan et pres, så alt går meget langsommere hvilket kun stresser mig mere. Det er en virkelig ond cirkel! 

Men forhelvede! Klap dig selv på skulderen Sennie! For jeg nåede det! Men psykisk var jeg rimelig ude af den! 

Jeg kunne næsten ikke få en dårligere start! 

Efter sygeplejersken er så sød at hjælpe mig med sprøjten, skulle jeg stå og holde det inde så længe som muligt (jeg gætter på at man kan få det samme før en fødsel? Så det var den tanke jeg brugte til at styrke mig lidt). Problemet er bare, jeg fik jo at vide at jeg har en doven tarm og dette præparat aktiverer tarmene noget voldsomt, så jeg blev selvfølgelig rigtig dårlig. 

Koldsved, kvalme og generel utilpas. 

Til sidst måtte jeg give op og hvad skete der så? Ingen ting.. godt nok havde jeg fastet for at være på den sikre side, men alligevel… og så ramte panikken endnu engang. 

For der er så mange ting der kan gå galt her og den væreste ting der kunne ske, ville være en udsættelse… pyyyh.. 

Men jeg overlevede og klarede det ! 

Da det endelig blev min tur til operationsstuen synes jeg at jeg gjorde dem rimeligt opmærksom på forløbet indtil da og at jeg var voldsomt nervøs. 

Droppen i min højrehånd gjorde det besværligt at gøre noget, så en af sygeplejerskerne var venlig nok, lige at hjælpe mig over i papirbukserne (ubehageligt! Og vildt underligt da der er hul til bagdelen). 

Jeg kommer op på briksen (her skal jeg have elektroder, smertestillende/beroligende, og generelt overvågning på) men jeg når knapt nok derop før lægen (denne gang en mand, hvilket jeg heller ikke brød mig helt om) begynder at sprede mine baller og her sagde det bare klik. 

Normalt ville jeg nok være blevet lidt knotten, men jeg stivnede fuldstændigt, det var simpelthen for meget, det kunne de andre se og bad ham om at vente til jeg selvfølgelig havde fået mig lagt. 

Det sjove er så, jeg husker sådan set ikke mere andet end brudstykker af samtalen med lægen bagefter, der også kunne bekræfte at der intet var at se. 

Wuptidoo! 

Så hvor er jeg nu? 

Jeg spiser ikke længere hvidløg (i hvert fald ikke med min gode vilje!), jeg gør hvad jeg kan for at undgå det! Alligevel døjer jeg stadig med mavesmerter og blod… 

Og derfor går jeg lige nu og venter på en ny indkaldelse til… ja du gættede rigtigt! Endnu en kikkertundersøgelse!

Jeg er ved at være godt træt for at sige det mildt. Det har nu stået på siden midten eller sidst i december 2016 og jeg fejler intet? Men det her er jo ikke normalt?! 

Én ting er at skulle battle med mine knæ og angsten og depressionen de har medført, stressen som er kommet pga. den situation jeg er havnet i. Alt det tærer ufatteligt meget, men når vi så også skal smide voldsomme mavesmerter og blod, sygehus, samtaler, indlæggelser og diverse undersøgelser oven i, så er der vel ikke så meget at sige til at jeg er træt og næsten har givet helt op? 

Det var en meget lang blog og på trods at advarslen i toppen, har jeg alligevel prøvet at holde det så pænt som muligt! 

Hvis du er kommet så langt, vil jeg egentligt bare gerne sige tak fordi du gad bruge din tid på at læse min enormt lange roman! c: 

Håber at du har haft en dejlig mandag! 

     

xoxo Sennie

One comment

Skriv et svar til wieselhead Annuller svar