Min historie.. #8

Det er rigtig svært at stå alene med alt og endnu svære for folk, der ikke har været i en sådan situation, at forstå hvordan man har det.. 

Men som tiden går og folk kommer ind og ud af mit liv, bliver jeg mere og mere indelukket.. Jeg har lært at være åben om mine følelser, men tiden jeg har brugt på mit værelse har gjort at jeg har store problemer ved at være sammen med andre mennesker i længere tid.. 
Men mine forældre har altid støttet mig på deres måde, det bedste de kunne og det er jeg dem evigt taknemlig for! 

Men professionel hjælp var først at finde da jeg gik til min sagsbehandler.. 
Mest af alt, fordi lægerne her hvor jeg bor er mere eller mindre uduelige i min optik, altså for mine problematikker.. 

De ville sende mig til samme psykolog som jeg var hos i 2008/09 .. 

Og da jeg nægtede det, var piller den eneste løsning.. 
Jeg har aldrig været glad for piller.. Og de hersens ‘lykkepiller’ var bestemt heller ikke noget for mig.. 
Jeg ved at de hjælper nogen, men i mit tilfælde var det som at tage smertestillende til en brækket arm.. – Nok er smerten væk, men armen er stadig brækket.. 
Så min sagsbehandler har bestemt været en stor del af min redning! 

Hun lyttede til mig og hørte hvad jeg sagde.. Hun overlod mig ikke til at sejle i min egen sø, som jeg før havde oplevet.. 

Her var der en voksen, som ikke var familie, der faktisk ville mig noget godt.. 

En voksen som gerne ville se mig have en fremtid der var værd at leve.. 
Jeg har sidenhen været i nogle praktik forløb, for at komme videre! 
Jeg er en fighter !
For selvom alt sommetider virker helt håbløst og jeg har lyst til at give op og smide det hele, så er der alligevel så meget jeg endnu ikke har oplevet! 
Og det skal hverken angsten, depressionen eller stressen bestemme over! 
Men det er en evig kamp! 

6 comments

Skriv et svar til Anette Annuller svar