Den 23. September 2009 befandt jeg mig en del på blog.dk. (Dette var før min egen side gik i luften for aller første gang.)
Jeg læste en blog, skrevet af en pige, faktum var at hun havde opgivet livet og ville ende det.

– Hvilket var det, den ellers meget korte blog handlede om.
Jeg blev harm og skrev et blog indlæg selv, jeg adresserede ALLE mennesker og nævnte på intet tidspunkt hendes navn, eller at bloggen var skrevet som frustration til hendes. Dog var hun udemærket klar over at hun lå til grund for den.
Billedet her er hele mit indlæg.

Jeg havde egentligt svoret at jeg ikke ville bruge gamle indlæg på min ‘nye’ blog. Men da jeg i aftes sad og kiggede rundt på blog.dk og læste nogle af de beskeder folk havde skrevet til mig, negative som positive, faldt jeg over denne som jeg havde glemt.

Jeg kender ikke manden, og beskeden er allerede godt 2 år gammel.
Efter at have læst den, fik jeg følelsen af faktisk at have gjort en forskel dengang. Selvom mit indlæg bærer præg af en stor negativitet, så kunne han se noget positivt i den, noget han (i følge ham selv) kunne bruge.
Jeg ville dog ønske at jeg vidste hvem han var og ville gerne vide hvordan han har det i dag.. Men det finder jeg vel aldrig ud af.

Anyways, så modtog jeg en masse kommentarer fra en masse forskellige mennesker, man kan vel sige at halv delen var enig med mig i mine synspunkter, hvorimod den anden halvdel kun havde negative ting at sige omkring mig og min person. Mange mente ikke at jeg kunne tillade mig at skrive sådan et indlæg når jeg ikke vidste hvordan det var, at have det sådan..
– Hvad ved de om det? Det var det eneste jeg kunne tænke.. De skulle prøve at være i mit sted og se livet gennem mine øjne.
Min livs historie må komme på et andet tidspunkt, ellers bliver dette indlæg ulidelig langt, mere end det er i forvejen.

xoxo Sennie