Det hele begynder i første klasse.. Der slutter mit liv.. Jeg er 9 år gammel.. Mit venstre knæ går af led for første gang..
Det er starten på en spiral der synes at vare evigt!
Hverken jeg eller mine forældre ved hvad der sker.. Jeg bliver hentet i fritidsklubben og på vej ned af verdens korteste trappe (tre trin) ‘falder’ jeg og begynder at skrige af smerte.. Min mor var nået ud af døren.. Men kom tilbage da hun kunne høre mig.. Pædagogerne kom også farende.. Jeg har ondt i mit knæ!
Vi ender på sygehuset og kommer ind til en læge, der pænt prøver at forklare mine forældre hvad der er sket.. Pænt, indtil ag det går op for ham at ingen af os forstår hvad han mener, derfor skubber han min knæskal af led, for at demonstrerer det. ..
Det var det første led af en lang række problemer jeg får med læger, sygeplejersker og fysioterapeuter.. INGEN må nogensinde røre mit knæ igen.. Jeg kan ikke stole på nogen!
I den alder kan det være svært at forstå en sådan ‘sygdom’.. Hey, det er det sgu stadig i dag!
/Jeg gik fra at være en rigtig aktiv pige, til en meget MEGET stille siddende pige../
Jeg går på dette tidspunkt til dans og svømning.. Jeg leger altid uden for med drengene og når jeg kommer hjem er jeg stadig næsten altid at finde uden for.. Rulleskøjter, basket, bold, cykel, løbehjul.. Soldat med min brors gevær.. XD
Spillede også gerne fodbold for sjov..
I starten kunne jeg ikke forlige mig med at alt det ikke var en mulighed.. Det varede dog ikke længe før mit højre knæ også begyndte.. Og så havde jeg altså to knæ der sporadisk gik af led..
Det hele blev til sedler med at jeg skulle fritages fra idræt pga. mine knæ.. Til sidst behøvede jeg ingen seddel da det var en kendsgerning at jeg bare ikke måtte deltage.. Alle vidste det!
Jeg skulle sidde og kigge på..
Kigge på mens de andre havde det sjovt.. Jeg legede stadig udenfor med de andre og gang på gang gik mit knæ af led.. Det var smertefuldt..
Jeg lærte meget hurtigt at gå med krykker og de blev en fast del af mit liv..
I starten var det okay.. Jeg var pludselig lidt sej og de andre fik lov til at prøve/låne mine krykker..
Men noget er kun spændende når det er nyt.. Så mine knæ blev hurtigt en gammel nyhed..
Jeg kunne stadig ikke deltage i noget der indeholdt nogen form for aktivitet..
I 2001 ender jeg endnu engang på sygehuset med mine knæ..
Jeg husker ikke om jeg har været afsted i mellemtiden men ja..
Han undersøger mig og beslutter sig for at jeg skal opereres..
Dengang synes jeg bare at det var fedt! Jeg skulle indlægges, det var noget nyt og det var spændende!
– Det var elendigt, forfærdeligt!
Lægen der skulle operere mig, ville ikke pga. min unge alder.. Modvilligt gjorde han det..
Og her starter mit stillesiddende liv samt min kamp mod vægten..