Facaden knækker hos alle.. 
På et eller andet tidspunkt! 
Jeg begyndte at gå ture om natten, gerne ved en 3-4 tiden.. 
Jeg har altid været bange for mørke, så jeg sov altid med lyset tændt.. Da jeg var mindre hørte jeg altid bånd når jeg kom i seng, da jeg blev ældre blev det cd og så tv.. 

Jeg skulle have sådan at jeg kunne se alt omkring mig og drukne de lyde jeg nu engang kunne høre! For evnen til at se og høre ting der måske ikke var der, gjorde mig rædselslagen! 
Men mine natte ture var slet ikke sådan .. Jeg var lige glad.. 
Skulle der ske mig noget var det okay.. Jeg havde opgivet det hele.. 
Jeg begyndte at fantasere mere om døden.. Hvordan jeg kunne gøre det, hvor og hvornår osv. 

Men frygten for smerten eller det at overleve og være i en tilstand værre end nu, gjorde at jeg ikke turde.. 
En aften tog jeg mig selv i at ligge og tænke: “hvis jeg nu løb ud i skoven, kunne der så være en morder, der kunne klarer det hele for mig? Sådan lidt lige som i gyserfilm..”
Det var lidt lige som at være i trance, for jeg var helt væk i selvmedlidenhed og afmagt over alt! Jeg var nærmest ved at drukne mig selv i det.. 
Men det var også efter dén tanke, at jeg ligesom vågnede op igen.. 

Jeg var virkelig skræmt! 

For sådanne tanker er ikke normale og det var jeg jo godt klar over.. 
Jeg vidste at jeg havde brug for hjælp og hjælpen var bare ingen steder at hente..