Efterårsferien var en rigtig dyster tid.. Jeg har fortrængt det hele, så jeg husker intet.. Da ferien slutter har jeg i mellemtiden fået bekræftet at jeg har en svær depression, som jeg nu skal forholde mig til.. Jeg får først orlov fra skolen med ønske om at starte 2.g igen til efteråret.. På den måde er min fremtid sikret..
Det var hårdt at møde på skolen mandagen efter ferien hvor jeg stoppede, for at fortælle klassen hvordan jeg havde det og hvorfor..
Det var et hårdt slag, men jeg gennemførte det!
Herefter mistede jeg stort set alt kontakt til de mennesker jeg havde gået op og ned af i næsten 2 år.. Kun A havde jeg kontakt til..
Da jeg var sat til at være på orlov, var jeg stadig en del af klasen og havde stadig adgang til intranettet (kommunikation på nettet tilhørende en skole).
Jeg husker denne ene gang hvor jeg valgte at kommentere et opslag derinde.. Det blev hurtigt tydeligt at det var noget jeg IKKE skulle gøre, da jeg ikke længere var en del af klassen!
Jeg lærte også efterfølgende at jeg stadig var et varmt emne i klassen.. Mens jeg stadig snakkede med A, kunne hun fortælle at de andre stadig snakkede om mig og betvivlede forskellige ting i mit liv..
Nå men den bedste hjælp jeg kunne få, i følge min læge, var psykolog hjælp..
Der var bare det ene problem.. Jeg var kun 17 og var derfor ikke berettiget til hjælp til betalingen, så det var bare at punge ud ved kasse 1..
Jeg var rigtig nervøs for om jeg kunne åbne op og snakke med hende..
Egentligt havde jeg faktisk ikke noget problem.. Men jeg havde alligevel censureret mig selv, der var bare ting som jeg ikke havde lyst til at dele med nogen..
På den ene side så var det ting som selvfølgelig gik mig på, men på den anden side havde det intet med mit problem at gøre..
Jeg var nemlig kommet til et punkt i min depression, hvor jeg havde accepteret at dét var mig.. Jeg skulle være ked af det og sådan var det.. Det nåede til et punkt hvor jeg ikke engang kunne tillade mig selv at være glad..
Hvis jeg oplevede at være bare en smule oprigtigt glad, så straffede jeg mig selv, for det fortjente jeg ikke!
Jeg ville egentligt bare gerne vide hvorfor jeg havde fået et depression og så ville jeg gerne have noget hjælp til min agression..
Sådan et møde tog godt og vel 45 minutter og kostede mig 1000kr hver gang.. Faktisk husker jeg intet fra samtalerne, det var mere sådan en sludder for en sladder.. Spild af tid og penge! Det var ingen hjælp! Når jeg havde forladt lokalet kunne jeg ikke huske hvad vi havde snakket om, fordi det var så ligegyldigt..
Jeg besluttede derfor at stoppe og fortsætte nede i mit hul, alene..
Jo vidst prøvede mine forældre at hjælpe, men de havde svært ved at forstå min situation – jeg havde svært ved at forstå den.. Og i og med at jeg var så indelukket så var det heller ikke noget jeg snakkede om.. Stort set ingen vidste hvordan jeg havde det, for jeg var kendt som hende den smilende og altid grinende.. – når jeg var sammen med andre..
Facaden var mit liv udadtil..