Jeg fungerer ikke som menneske..

Min psykolog stillede mig det mest gribende spørgsmål, jeg nogensinde er blevet stillet.. 

;”Sennie, hvordan behandler du dig selv?”

Jeg fik en klump i halsen og kunne mærke at tårerne pressede sig på.. 

For jeg behandler ikke mig selv særlig pænt.. Jeg var flippet fuldstændig skråt og havde cuttet kontakten på stedet, hvis det var en anden person, der behandlede mig lige så grimt som jeg nu engang behandler mig selv..

Jeg har aldrig fortalt det til nogle.. Så da hun stiller mig spørgsmålet, er jeg pludselig nødt til at skulle erkende højlydt med ord, hvordan det egentligt er.. Og dét gjorde ondt..! 

‘Hvorfor gør du det ikke bare..?’

‘Du bliver aldrig god nok’

‘Hvorfor skal det hele være så besværligt med dig?’ 

‘Kan du ikke bare gøre lige som alle andre?!’

‘Hvorfor æder du dét, når du ved det er skidt for din krop?’

‘Gå nu bare igang og gør det NU!’

‘Hvorfor har du altid så mange undskyldninger??’

‘Hvorfor er der altid noget i vejen med dig?’

‘Hvorfor tager du dig ikke bare sammen?’

‘Hold kæft hvor er du dum! Se nu gjorde du det fandeme igen!’

‘Du bliver satme aldrig til noget, hvis du fortsætter sådan der!’

‘Hvem fanden gider dig?’

‘Det hele ville være meget bedre hvis du ikke var her’ 

‘Alle ville have det meget nemmere uden dig!’

‘Hvorfor overhovedet prøve, du fejler jo alligevel altid!’

‘Du prøver at virke ligeglad, flot, men du tænker alligevel over hvad andre mener om dig’ 

‘Hvorfor projicerer du alle dine negative tanker over på andre folk?’

‘Der er sgu nok ikke rigtig nogen der synes om dig i sidste ende, det er bare medlidenhed’

‘Hvem fanden kan elske sådan en som dig??’

‘Se på dig selv! Hold kæft hvor er du klam!’

‘Du får dig sgu aldrig tabt, ikke engang hvis du sultede dig selv’

‘Hvorfor kan du aldrig sige det rigtige?’

‘Hvordan kan man være så grim?’

‘Hvorfor skal du altid være så nærtagende?’

‘Det er lige meget hvor meget make-up du putter i fjæset, du bliver sgu ikke kønnere af det!’

‘Hvorfor er du altid så langsom?!’

‘Hvorfor ligger du dig ikke bare til at dø??’

Og jeg kunne blive ved.. 

Jeg har altid sagt, at den mobning jeg oplevede i folkeskolen ikke havde givet mig nogle mén.. Men det har aldrig været nemt at være mig.. Jeg ved at alle har deres kampe også selvom det ikke virker sådan ud ad til.. 

Mine indre dæmoner fortærer mig levende og de giver ikke op, før der ikke er mere af mig tilbage..